Nye workshops og lidt om udviklingsprocesser 1

I løbet af sommeren har jeg udviklet to nye workshops. En med at væve minitæpper/ophæng af plantefarvet garn og en nissevæveworkshop. Udvikle – klap lige hesten! Hvor svært kan det være at sætte et par workshops i søen for børn? Lad os tage dem et ad gangen.

Plantefarvning tager tid. Mit årshjul siger at jeg har tid til at plantefarve i august. Jeg havde afsat en uge, men det tog 14 dage, dels fordi vejret var skod, dels fordi fandt ud af at jeg ville overfarve noget af garnet. Først gør jeg garnet klar, der skal fire løse ombindinger om hvert fed. Så skal det koldbejses. Det står udenfor i 2-3 dage og passer sig selv, bortset fra at jeg lige skal røre rundt i det, når jeg kommer forbi. Indsamling af planter, koge plantesuppe, lade den køle natten over. Farve garnet i suppen, lade det køle natten over. Derefter vaskes garnet, hvis det da ikke skal overfarves, fordi man vil have en anden nuance eller farve, same procedure. Når det er tørt vindes det op og er endelig klar. Man kan ikke forcere processen. Heldigvis var det ikke kun garn til workshoppen jeg farvede. Der skulle også gerne komme en sweater ud af det, på et tidspunkt. Hvorfor gider jeg? For glæden ved at indsamle materialer i naturen. Det er antistress. Fordi det er sjovt, og man får nogle overraskelser undervejs. Man bliver hooked og lærer hele tiden nyt. Farveskalaen på plantefarvet garn er bare lidt mere lækker, synes jeg. Og så ved jeg, hvad der er i.

Da garnet var klart skulle der laves væveprøver. Børnene skal nå at lave en lille papvæv og væve noget på den på ca. 2 timer. Det benspænd, og børnenes alder sætter grænser for, hvor avanceret vævningen kan være. Så det gælder om at finde på noget der er nemt, og samtidig ser interessant ud. Så jeg besluttede, at alt skulle væves i islætreps. Til gengæld er der frit råderum for fantasien, hvad farvesammensætning angår. Det var et bestillingsarbejde fra et museum, men jeg håber at andre også vil være interesseret i workshoppen.

Pris og vilkår for workshoppen kan ses under menupunktet “Væv for sjov”